Der kan opnås tilskud til behandlingen via Sygesikringen danmarkEt tandimplantat er et fundament til montering af kunstige tænder. Et tandimplantat genskaber hele den tabte tands funktion permanent og er den stærkeste og mest naturligt udseende løsning, der findes. Til gengæld er den også dyr.
Generelt om behandlingen
Et tandimplantat er lavet af titanium og er formet som en skrue. Titanium udmærker sig ved, at det tolereres af organismen, og frastødes derfor ikke.
Når et implantat indopereres i kæbeknoglen, fungerer det som en rod for den nye kunstige tand. Når implantatet er sat på plads, kan det bruges til at fastholde forskellige typer af kunstige tænder, så som kroner (kunstige enkelttænder der cementeres fast), broer (kunstige tænder der hænger sammen og cementeres fast) eller proteser (kunstige tænder der kan tages af).
Et tandimplantat er en god, permanent og stabil løsning, uanset om du mangler én eller flere tænder. Operationen er dog dyr, hvilket man bør tage med i sine overvejelser, før man beslutter sig for at få indopereret et tandimplantat.
Hvis du mangler én tand, vil din tandlæge nok råde dig til et implantat med en krone på. Hvis du mangler flere tænder i munden, kan du vælge mellem at få enkeltkroner sat på, eller du kan vælge en bro-løsning. På denne måde oprettes tyggefunktionen og udseendet.
Hvis du mangler alle tænderne, kan du enten få en hel bro, der bliver støttet af implantater, eller en hel protese, der holdes fast med implantater.
En af fordelene ved implantater er, at man ikke behøver at slibe på nabotænderne ved monteringen. Derudover kan du tale, grine og spise uden at være nervøs for, at de kan falde ud.
Proceduren

Der skal være kæbeknogle nok til, at titanium-skruen kan indopereres. Hvis dette ikke er tilfældet, kræver det, at man i første omgang skal transplantere knogle fra et andet sted på kroppen.
På illustrationen (fig. 1) vises forløbet ved erstatning af en enkelt tand med efterfølgende påmontering af en krone (kunstig tand):
- Selve implantatet (skruen) indsættes i kæben kirurgisk. Hvis der er nok kæbeknogle, sys der fast henover skruen, hvorefter den nu skal gro sammen med knoglen i 2 - 6 måneder.
- Ved en ny, lille operation fritlægges skruen, og der monteres en forlænger, som når op gennem tandkødet.
- Den kunstige rod er nu lavet, og tandlægen kan nu cementere en krone, bro eller protese fast på forlængeren alt efter ønske.
Bedøvelse
Operationen foregår oftest i lokalbedøvelse med noget beroligende medicin og er ambulant.
I svære tilfælde foretages operationen i fuld bedøvelse.
Bi-virkninger
Efter behandlingen vil din kæbeknogle og dit tandkød føles ømt. Ubehag, hævelser og blodudtrædninger (blå mærker) kan også forekomme.
Risiko for komplikationer
Der er risici for blødninger og infektion. Der er endvidere risiko for skade på nærliggende anatomiske strukturer som nerverne og bihulerne.
Risikoen for komplikationer er naturligvis højere, når der er tale om en mere kompliceret operation, ved knogletransplantation og ved indsættelse af mange implantater.
Ingen kirurgi er risikofri, men alvorlige risici er dog meget sjældne.
Heling og bedring
En behandlingstid fra 4-8 måneder kan være aktuel. Behandlingstiden varierer afhængig af den aktuelle situation. Tal med din tandlæge herom.
Behandlingens varighed
Det er meget individuelt, hvor længe tandimplantater kan holde, inden de skal udskiftes. Under de bedste betingelser fungerer de dog stadigvæk efter 10 år i 95-97 % af tilfældene.
Det er i øvrigt helt sikkert, at rygere generelt mister implantaterne før ikke-rygere.
Lovkrav til behandler og klinik
- Indgrebet må kun udføres af tandlæger.
- Som medhjælp må anvendes personer med relevante kvalifikationer.
En medhjælp må gerne selvstændigt udføre behandlingen, uden en tandlæge er til stede. Den ansvarlige tandlæge skal blot have sin daglige gang på klinikken.




